Annonce:
Annonce:

Peer Neslein fortæller:

Vi er faldet for de mange smukke veje der er rundt på hele øen. På billedet kører vi på grusvejene i Læsø Klitplantage som er et kæmpe stor naturområde med nogle veje gennem områder. Det kan være veje med asfalt, men ofte små grusveje som føles små, men det skyldes nok at vores Benimar autocamper er 230cm bred, 743cm lang og 289cm høj.

Her kører vi ind i et område hvor vi skal over en færist fordi der er dyr i området som skal blive der.

Læsø Klitplantage er et 1.875 hektar stort klitplantage og hedeområde, beliggende på den nordlige del af Læsø. Den er anlagt i begyndelsen af 1900-tallet efter at det meste skov på øen var ryddet til saltsydning. Det er et statsejet område, hvor 1.200 ha er bevokset, mens resten er hede, eng, og klitarealer, og godt 500 ha blev fredet i 1961. Midt i plantagen ligger den tidligere lobeliesø Øster Foldgård Sø, og Højsande der er et sandflugtslandskab med øde klitter i op til 24 m højde. Området er en del af Natura 2000 område nr. 10 Holtemmen, Højsande og Nordmarken. 749 hektar skov i Læsø Klitplantage blev i 2018 udpeget til ny urørt nåletræsplantage.

Her kører vi på asfalt med grøfter på hver side. Sådan et sted skal jeg nok ikke for langt ud i siden hvis der kommer en modkørende.

Steder som dette for mine tanker til at stikke af, da jeg holder meget af natur områder hvor man ikke møder mange mennesker, hvis man da møder nogen. Vi mødte ikke mange i løbet af vores dage på øen.

Nu sidder der sikkert mange og tænker at her havde det været bedre at have en campingvogn stående på campingpladsen og køre rundt i en personvogn, men jeg synes faktisk at det går rigtig godt at komme rundt med 3.500 kg autocamper på Læsø.

Her er vi kørt ud til en af strandene hvor vinden er temmelig frisk. Men dejligt er det.

Lisbeth er lige gået i læ bag Benimar camperen. Vi taler om vi lige skal snuppe en kop kaffe efter turen til stranden.

Vi er jo i hummerland her på Læsø, men denne er måske lige stor nok til 2. Den står i Østerby Havn.

Jomfruhummeren fra Læsø

Læsø er kendt for andet end Læsø salt. Øen er verdens største producent af jomfruhummere. Den lækre kulinariske spise er kendt i hele verden, men smager bedst friskfanget på øen. Dybvandshummeren, som den også er kendt som, lever på 25-250 meters dybde på havbunden i havet omkring Nordjylland og Læsø. Fiskeriet  på Læsø er derfor i høj grad fokuseret på denne type fiskeri, hvilket øen også bære præg af. Det er en spændende oplevelse at gå tur på havnene og se kutterne komme i land med dagens fangst. De vil gerne vise frem og svare på spørgsmål. På øen restauranter og cafeer er det svært ikke at smage den delikate spise.

Første lørdag i august afholdes der hvert år Jomfruhummerfestival i Østerby. Kokkekonkurrencen om ”Den gyldne Jomfruhummerklo” fortsætter med uformindsket styrke, og der er efterhånden stor prestige i at deltage for de danske topkokke.

Højsæsonen for jomfruhummere, der løber fra august til oktober.

Vi havde købt et kort til kr. 20 på færgen på vej til Læsø og det er det vi har kørt efter. Her kan du se de mange små veje gennem naturområderne som har ført os til de nordlige, østlige sydlige og vestlige områder.

Her er kirken i Bygum som vi lige er stoppet ved da vi har kørt forbi den en del gange.

Byrum Kirke er en kirke i Byrum Sogn i Læsø Kommune. Kirken er centralt beliggende i byen Byrum, som er den største by på øen Læsø i Kattegat. Kirken er Læsøs største kirke og blev opført i 1269 som kapel – hvilket gør den til en af Danmarks ældste kirker. Den var oprindeligt ejet af munkene fra Vitskøl Kloster og blev senere overdraget til Viborg-kannikerne.

Kirken er oprindeligt opført i romansk stil af munkesten, men blev senere ombygget til gotisk stil. Under det hvide kalklag på kirkens loft gemmer der sig kalkmalerier, forestillende Sankt Georg og dragen. Kirken har desuden en figur af Læsøboernes helgeninde, den hellige Barbara.

Da vi var ude og se Museumsgården “Tanghuset” og købte entrebillet fik vi at vide at den også gjaldt til Museumshuset i Bygum, så der er vi gået ind for at kigge på deres navigationsudstilling

Det siger næsten sig selv at en ø skal have et museum med fokus på den tætte kontakt med havet i form af navigation, dykker udstyr og fiskeredskaber.

Vi er kørt til Vesterø havn hvor vi ankom med færgen for nogle dage siden.  Her har vi fundet en udsigtsplads mod vest ud over havnen.

Lige ved siden af hvor vi holder er der et par stellpladser til autocampere med et skilt med information.

Jeg har lige kørt autocamperen hen på Stellpladsen, så du kan se pladsen hvor der også er strømstik og siddepladser ved et bord. Men vi holder kun et øjeblik, hvorefter jeg kører autocamperen 5-7 meter længere hen til højre, som er uden for stellpladsen. Iøvrigt bor vi på campingpladsen i byen, men nu ved du der ligger en stellplads her.

Da solen er på vej ned vender vi tilbage på den lille plads 5-7 meter fra stellpladserne, hvor vi lige kan holde og nyde solnedgangen.

Og mens solen er på vej ned vil vi sige tak til Læsø og til dig der har fulgt vores tur til dejlige Læsø. I morgen kører vi ombord på færgen til Frederikshavn og senere på dagen kører vi ombord på færgen til Fur. Så på gensyn på Fur i  del 5.

Husk der kommer film med gennemgang af autocamperen, samt film med hele vores rejse til Læsø, Fur og Klitmøller ved Vesterhavet.

Begge dele kommer når vi nærmer os slutningen på vores rejse.

På gensyn

Lisbeth & Peer Neslein
Campingferie.dk